Evigt ejes kun det tabte

Forleden havde jeg en byrundtur i Nykøbing Falster med tema om Nykøbing Slot – som ikke er der mere. Ganske som Skanderborg Slot blev det solgt som byggematerialer i 1767 og nedrevet i løbet af få år. På mange måder er historien om Nykøbing Slot en parallel og fortsættelse af den historie, jeg dykkede ned i Skanderborg. Begge steder fandtes der et middelalderslot, som blev moderniseret og ombygget til renæssanceslot af Frederik II og Sofie i henholdsvis 1570’erne og 1590’erne. Frederik II havde, som tidligere skrevet, ikke så travlt med at blive gift. Men i 1571 blev han præsenteret for Sofie af Mecklenborg – på Nykøbing Slot – og året efter giftede de sig. Sofie var da ganske ung, 14 år, og blev også enke i en ung alder, da Frederik døde i 1588. Da var det allerede bestemt, at Nykøbing Slot skulle moderniseres og være enkesæde for Sofie, og her boede hun fra 1594 til sin død i 1631.

Der findes fine arkitekttegninger og beskrivelser af inventaret for slottene i både Skanderborg og Nykøbing, men begge steder er altså for længst borte. I Skanderborg står Slotskirken tilbage, i Nykøbing er der blot murrester af et middelalderligt tårn, kaldet Fars Hat.

Historie handler i sagens natur om det, der ikke er her mere, og museerne er her for at tage sig af fortidens levn. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om der er en mening med, at mit museumsarbejde indtil nu i den grad har handlet om “tabte” bygninger: Skanderborg Slot, Ringsted Kloster og Nykøbing Slot…