Kan kannikker nikke…

For tiden arbejder jeg med domkapitlet og kannikkerne i Lund, som tidligere sagt. Ordet kannik er i dag nok mest kendt fra gadenavne i domkirkebyerne: Kannikestræde, Kannikegade osv.

Førhen stavede man flertalsformen med enkelt k som på skiltet herover – og endnu før igen med enkelt n: kaniker – men i Nudansk ordbog fra 1986 er der både dobbelt k og n: kannikker. Det er næsten alt for meget, når man, som jeg, skal skrive ordet tit… Jeg kan forstå dobbelt-n’et, for det svarer til udtalen med tryk på første stavelse, men dobbelt-k’et får mig til at tænke kan-nik-ker med tryk på anden stavelse. Dobbeltkonsonanterne slører også ordets oprindelse.

Det danske ord kannik kommer af det latinske ord canonicus, som betyder en person, der lever efter en regel. Det er det samme ord, vi har i kanon: en rettesnor, regel, forbillede.

Kannikkerne levede – i hvert fald i udgangspunktet – efter en bestemt regel. Ligesom munkene var de regelbundne og skulle leve i cølibat, med fælles ejendom og bede tidebønnerne otte gange i døgnet. I modsætning til munkene var de imidlertid præster, som havde deres opgaver i verden med at øve sjælesorg og uddele sakramenterne blandt folket.

Regelbundne kannikker blev især udbredt i 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet, og på det tidspunkt var et af formålene at få præsterne i domkirkebyerne til at leve i fællesskab med hinanden frem for at have hver deres husstand og “husholdersker”. Efterhånden blev fælleslivet dog opgivet de fleste steder, og den fælles ejendom blev delt op i andele til de enkelte kannikker, som boede på hver deres gård i byen. I 1300-tallet, som jeg beskæftiger mig med nu, var kannikkerne i Lund fornemme herrer, der købte og solgte gårde og handelsboder for store summer. Ofte var de bortrejst eller optaget af administrative opgaver, og til at passe det oprindelige arbejde med at holde gudstjenester osv., havde de vikarer ansat.