Sct. Bendts og mig

I det sidste halve års tid har jeg på museet beskæftiget mig indgående med Sct. Bendts kirke i Ringsted og det kloster, som lå her. Sct. Bendts kirke blev opført som klosterkirke ved byens benediktinerkloster i perioden ca. 1162-1182. Den blev opført i tegl, hvilket var helt nyt i Nordeuropa på den tid.

Navnet Sct. Bendts er ret usædvanligt for danske kirker, og man skulle jo tro, at det kom af den hellige Benedictus, som havde skrevet den klosterregel, som benediktinermunkene levede efter. Men hvad de færreste ved er, at kirken ikke hed Sct. Bendts i den tid, hvor der var kloster her. I middelalderen hed den derimod Vor Frue og Sct. Knuds kirke, og hvornår Sct. Bendts slog igennem som kirkens navn, er et af de spørgsmål, som jeg håber at få belyst gennem kildestudier i de kommende måneder.

Sct. Knuds hed kirken efter sin vigtigste helgen, Knud Lavard, som lå begravet i kirken, og som efter sin helgenkåring blev flyttet til et forgyldt skrin på alteret ved den store Kirkefest i 1170. Den oprindelige grav er markeret i gulvet med denne plade:

Knud Lavards søn, Valdemar den Store, lod sig begrave for fødderne af sin hellige far, og med sig i graven fik han denne blyplade med indgraveret tekst på begge sider:

Teksten afslører bl.a. hvor prestigefuldt det var at bygge i teglsten på det tidspunkt, for den fortæller tre ting om kong Valdemar: at han kristnede de hedenske vendere, at han forstærkede Dannevirke med en mur af “bagte sten” samt at han byggede en borg på Sprogø. Resterne af borgen på Sprogø skal jeg i øvrigt over at se på i overmorgen, hvilket jeg glæder mig meget til.

En klar og blæsende dag i februar havde jeg en meget fornøjelig snak i Sct. Bendts kirke med journalist Jørn Bonde, som skriver historier fra vejkanten i OK Magasinet. Artiklen fortæller meget mere om kirkens plads i et stykke dramatisk Danmarkshistorie under Knud Lavard og Valdemarerne, og den kan hentes som PDF-fil her.

Alle billeder i denne post: OK/PRessekontakt