Merlin, Arthur og de andre rødder

DR1 sender for tiden anden sæson af BBC-serien “Merlin” om troldmanden og kong Arthur, Guinevere og Morgana som unge “før de blev legender”. Serien er helt klart lavet til det unge publikum, og at dømme efter kommentarerne på DRs side om “Merlin”, rammer den de danske unge meget godt. Da serien havde premiere i England i 2008 og i USA i 2009 vakte den noget debat blandt Arthur-fans, fordi den behandler de kendte historier meget frit og figurerne er karakteriseret meget anderledes, end vi plejer at se dem. Merlin er f.eks. yngre end Arthur, og Guinevere er en simpel tjenestepige fremfor prinsesse og spilles af en “etnisk” skuespiller (Angel Coulby). Det sidste blev især bemærket, fordi det ikke passer ind i billedet af det “historiske” England “i middelalderen”. (Se f.eks. debatten her og her.)

“Merlin” og legenderne

Allerede de middelalderlige udgaver af Arthur-legenderne er meget forskellige, og det vil være forkert at hævde, at der findes en “rigtig” Arthur, Merlin eller Guinevere. En række moderne forfattere har også givet meget forskellige fortolkninger af figurerne og myterne, flere af dem med stort held, og man kan naturligvis bruge stoffet, som man har lyst. Men man kan godt spørge, om ikke “Merlin”-serien har fjernet sig så langt fra forlæggene, at der stort set ikke er andet end navnene tilbage. Vist nok alle tidligere versioner er enige om, at Arthur vokser op uden at kende sin far, Uther, evt. beskyttet af Merlin, som allerede er en stor troldmand ved Arthurs undfangelse. I serien her hersker Uther i Camelot med Arthur som kronprins, og Merlin kommer til byen som stor og klodset knægt for at gå i lære hos livlægen Gaius.
Ved at ændre på relationerne mellem figurerne, ændrer man også afgørende på dynamikken i historien. Merlin og Arthur har hele tiden nogle voksne at forholde sig til. Det er ikke Arthur selv, som må træffe de svære beslutninger, for det gør hans Fader i rigt mål som den strenge og ikke særligt retfærdige konge, han er. Omvendt er Gaius den positive faderfigur, som hjælper Merlin med at udvikle de magiske evner, som han for alt i verden må holde skjult, fordi Uther har forbudt al magi i sit rige.
Manuskriptforfatterne har sikkert tænkt, at det er lettere for nutidens unge at forholde sig til nogle unge figurer, som må agere i det skjulte og i opposition til “de voksne”. Måske har de ret, men sådan set kunne man godt lave en ungdomsserie, der ligger tættere på originalerne, hvor Arthur bliver konge, da han er omkring 15 år gammel – hvilket ikke var ualmindeligt i middelalderen. (Colin Morgan, som spiller Merlin, og Bradley James, som spiller Arthur, var i øvrigt henholdsvis 22 og 25, da serien startede, så så unge er de heller ikke.)

Kvindefigurerne er blevet fortolket meget forskelligt i nyere romaner, og her får vi endnu nogle bud. Morgana (spillet af Katie McGrath), som plejer at være troldkvinden Morgan Le Fay, er her en af de gode – i hvert fald indtil videre (så vidt jeg kan læse ud af de engelsksprogede sites, har hun også en mørk side). Dronning Guinevere er altså blevet til tjenestepigen Gwen med den mørke hud. Hendes beskedne baggrund forhindrer dog hverken Arthur eller Lancelot i at forelske sig i hende, og dermed er der lagt op til det trekantsdrama, som er et af de centrale motiver i Arthur-stoffet. Netop på grund af affæren med Lancelot er Guineveres figur sammensat og flertydig i de fleste udgaver, og hun må være den af figurerne, som har fået flest nyfortolkninger. Hos Marion Zimmer Bradley er hun en dum gås og (lidt for) from kristen, hos Bernard Cornwell er hun intrigant Isis-dyrker, mens hun hos Eva Hemmer Hansen er en klog iagtager, der søger tilflugt hos Lancelot, fordi Arthur har overdrevent asketiske ideer. “Merlin”-seriens Gwen er sød og måske en lille smule kedelig – i hvert fald i sammenligning med Keira Knightleys amazone i stramt læder i 2004-filmudgaven af King Arthur.

Middelalderbilledet

Alle Arthur-historier foregår i en eller anden ubestemmelig form for “middelalder”, og det er vanskeligt at beskylde nogen af dem for anakronisme, eftersom de oprindelige udgaver selv er anakronistiske. De første fortællinger er skrevet i 1100-tallet og omhandler en sagnhelt, som måske levede engang i 4-500 tallet, efter at romerne havde trukket sig ud af Britannien i 409, og som bekæmpede de invaderende saksere. Adskillige franske og engelske forfattere broderede videre på historierne i middelalderen, kulminerende med Thomas Malorys Le Morte d’Arthur fra 1470, og siden blev de taget op igen i 18- og 1900-tallet. Allerede det middelalderlige stof er altså et sammensurium af keltiske og kristne myter og sagn, fortolket gennem højmiddelalderens riddervæsen og høviske kultur.

Alligevel kan man godt studse lidt over “Merlin”-seriens tidsbillede, som ikke er særlig konsistent. Kostumerne er ikke “ægte” middelalderlige, men har træk fra 1100-tallets klædedragt, mens slottet Camelot og møblerne ligner noget 13-1400-tals gotik.
Det mest slående ved seriens tidsbillede er imidlertid det totale fravær af religion og religiøse institutioner. Der er ingen kirker eller kirkeklokker, og da Uther i afsnit 5 af 2. sæson bliver gift med Catrina, er det åbenbart et rent verdsligt anliggende. Igen er det formentlig for at gøre serien mere salgbar over for et ungt og multikulturelt publikum i mange lande – men det er langt fra “England engang i middelalderen”, hvad enten man tænker på tidlig eller sen middelalder.

I flere af de moderne Arthur-romaner er det ellers netop religionen og konflikten mellem dyrkerne af den gamle, keltiske religion og de nye kristne, der er i fokus. Det gælder alle de ovennævnte; i Zimmer Bradleys Tågerne omkring Avalon er heltinden Morgaine, som er præstinde i en matriarkalsk, keltisk religion. I Cornwells version kæmper Merlin og Nimue for at geninstallere de gamle guder, og i ingen af dem gør de kristne nogen særlig god figur. Heri adskiller de sig en del fra de middelalderlige fortællinger.

Jeg har tidligere skrevet her om TV-serien The Adventures of Sir Lancelot for ungdommen anno 1956 og om Eva Hemmer Hansens udgave her.