Hop til indhold

Merlin, Arthur og de andre rødder

1. august 2010

DR1 sender for tiden anden sæson af BBC-serien “Merlin” om troldmanden og kong Arthur, Guinevere og Morgana som unge “før de blev legender”. Serien er helt klart lavet til det unge publikum, og at dømme efter kommentarerne på DRs side om “Merlin”, rammer den de danske unge meget godt. Da serien havde premiere i England i 2008 og i USA i 2009 vakte den noget debat blandt Arthur-fans, fordi den behandler de kendte historier meget frit og figurerne er karakteriseret meget anderledes, end vi plejer at se dem. Merlin er f.eks. yngre end Arthur, og Guinevere er en simpel tjenestepige fremfor prinsesse og spilles af en “etnisk” skuespiller (Angel Coulby). Det sidste blev især bemærket, fordi det ikke passer ind i billedet af det “historiske” England “i middelalderen”. (Se f.eks. debatten her og her.)


“Merlin” og legenderne

Allerede de middelalderlige udgaver af Arthur-legenderne er meget forskellige, og det vil være forkert at hævde, at der findes en “rigtig” Arthur, Merlin eller Guinevere. En række moderne forfattere har også givet meget forskellige fortolkninger af figurerne og myterne, flere af dem med stort held, og man kan naturligvis bruge stoffet, som man har lyst. Men man kan godt spørge, om ikke “Merlin”-serien har fjernet sig så langt fra forlæggene, at der stort set ikke er andet end navnene tilbage. Vist nok alle tidligere versioner er enige om, at Arthur vokser op uden at kende sin far, Uther, evt. beskyttet af Merlin, som allerede er en stor troldmand ved Arthurs undfangelse. I serien her hersker Uther i Camelot med Arthur som kronprins, og Merlin kommer til byen som stor og klodset knægt for at gå i lære hos livlægen Gaius.
Ved at ændre på relationerne mellem figurerne, ændrer man også afgørende på dynamikken i historien. Merlin og Arthur har hele tiden nogle voksne at forholde sig til. Det er ikke Arthur selv, som må træffe de svære beslutninger, for det gør hans Fader i rigt mål som den strenge og ikke særligt retfærdige konge, han er. Omvendt er Gaius den positive faderfigur, som hjælper Merlin med at udvikle de magiske evner, som han for alt i verden må holde skjult, fordi Uther har forbudt al magi i sit rige.
Manuskriptforfatterne har sikkert tænkt, at det er lettere for nutidens unge at forholde sig til nogle unge figurer, som må agere i det skjulte og i opposition til “de voksne”. Måske har de ret, men sådan set kunne man godt lave en ungdomsserie, der ligger tættere på originalerne, hvor Arthur bliver konge, da han er omkring 15 år gammel – hvilket ikke var ualmindeligt i middelalderen. (Colin Morgan, som spiller Merlin, og Bradley James, som spiller Arthur, var i øvrigt henholdsvis 22 og 25, da serien startede, så unge er de heller ikke.)

Kvindefigurerne er blevet fortolket meget forskelligt i nyere romaner, og her får vi endnu nogle bud. Morgana (spillet af Katie McGrath), som plejer at være troldkvinden Morgan Le Fay, er her en af de gode – i hvert fald indtil videre (så vidt jeg kan læse ud af de engelsksprogede sites, har hun også en mørk side). Dronning Guinevere er altså blevet til tjenestepigen Gwen med den mørke hud. Hendes beskedne baggrund forhindrer dog hverken Arthur eller Lancelot i at forelske sig i hende, og dermed er der lagt op til det trekantsdrama, som er et af de centrale motiver i Arthur-stoffet. Netop på grund af affæren med Lancelot er Guineveres figur sammensat og flertydig i de fleste udgaver, og hun må være den af figurerne, som har fået flest nyfortolkninger. Hos Marion Zimmer Bradley er hun en dum gås og (lidt for) from kristen, hos Bernard Cornwell er hun intrigant Isis-dyrker, mens hun hos Eva Hemmer Hansen er en klog iagtager, der søger tilflugt hos Lancelot, fordi Arthur har overdrevent asketiske ideer. “Merlin”-seriens Gwen er sød og måske en lille smule kedelig – i hvert fald i sammenligning med Keira Knightleys amazone i stramt læder i 2004-filmudgaven af King Arthur.


Middelalderbilledet

Alle Arthur-historier foregår i en eller anden ubestemmelig form for “middelalder”, og det er vanskeligt at beskylde nogen af dem for anakronisme, eftersom de oprindelige udgaver selv er anakronistiske. De første fortællinger er skrevet i 1100-tallet og omhandler en sagnhelt, som måske levede engang i 4-500 tallet, efter at romerne havde trukket sig ud af Britannien i 409, og som bekæmpede de invaderende saksere. Adskillige franske og engelske forfattere broderede videre på historierne i middelalderen, kulminerende med Thomas Malorys Le Morte d’Arthur fra 1470, og siden blev de taget op igen i 18- og 1900-tallet. Allerede det middelalderlige stof er altså et sammensurium af keltiske og kristne myter og sagn, fortolket gennem højmiddelalderens riddervæsen og høviske kultur.

Alligevel kan man godt studse lidt over “Merlin”-seriens tidsbillede, som ikke er særlig konsistent. Kostumerne er ikke “ægte” middelalderlige, men har træk fra 1100-tallets klædedragt, mens slottet Camelot og møblerne ligner noget 13-1400-tals gotik.
Det mest slående ved seriens tidsbillede er imidlertid det totale fravær af religion og religiøse institutioner. Der er ingen kirker eller kirkeklokker, og da Uther i afsnit 5 af 2. sæson bliver gift med Catrina, er det åbenbart et rent verdsligt anliggende. Igen er det formentlig for at gøre serien mere salgbar over for et ungt og multikulturelt publikum i mange lande – men det er langt fra “England engang i middelalderen”, hvad enten man tænker på tidlig eller sen middelalder.

I flere af de moderne Arthur-romaner er det ellers netop religionen og konflikten mellem dyrkerne af den gamle, keltiske religion og de nye kristne, der er i fokus. Det gælder alle de ovennævnte; i Zimmer Bradleys Tågerne omkring Avalon er heltinden Morgaine, som er præstinde i en matriarkalsk, keltisk religion. I Cornwells version kæmper Merlin og Nimue for at geninstallere de gamle guder, og i ingen af dem gør de kristne nogen særlig god figur. Heri adskiller de sig en del fra de middelalderlige fortællinger.

Jeg har tidligere skrevet her om TV-serien The Adventures of Sir Lancelot for ungdommen anno 1956 og om Eva Hemmer Hansens udgave her.

Reklamer
4 kommentarer leave one →
  1. Jeppe Büchert Netterstrøm permalink
    3. august 2010 20:30

    Godt indlæg, Ane. Mht. det med fraværet af religion kom jeg til at tænke to ting:
    1) Hvor meget er der egentlig om religion/kristendom i de middelalderlige Arthurfortællinger? Er tilstedeværelsen af kristendom i Zimmer Bradleys keltiske, feministiske new age-eventyr ikke forfatterindens egen konstruktion?
    2) Uanset hvad der så end måtte være “autentisk” og “uautentisk” i den nye serie, er fraværet af religion bemærkelsesværdigt i lyset af de nyere Arthurfortolkninger (som du skriver) samt at middelalderen jo generelt fremstilles som “den religiøse tidsalder” par excellence. Og dog. Mange andre fantasyfortællinger, der er lokaliseret i et middelalderagtigt univers, er ligeledes (set fra en historikers synspunkt: påfaldende) areligiøse. Her tænker jeg først og fremmest på Ringenes Herre, men også på andre produkter af fantasygenren, både bøger, film og computerspil. Her er en masse trolddom og overnaturlige fænomener – men ikke så meget religion per se. Så måske behøver fraværet af religion i den nye Arthurserie ikke anden forklaring end at dette fravær er generelt for den genre, som serien skriver sig ind i?

  2. Ane Bysted permalink*
    8. august 2010 22:52

    Tak for kommentarer, Jeppe. For nu at tage det sidste først, så har du helt ret i, at fraværet af religion er generelt for fantasygenren – og da især for fantasy på film og tv. (Det samme er jo i øvrigt tilfældet i de store science fiction-tv-serier som Star Trek, hvor man møder en ny civilisation i snart sagt hvert afsnit og behandler masser af kulturelle forskelle, men aldrig religiøse.) Så det kan sagtens ses som en konvention for genren, men det har vel igen også noget at gøre med, at religion er en vanskelig størrelse, det bliver hurtigt lidt for alvorligt. Samtidig vil en religion (kristendommen) jo definere trolddom og overnaturlige fænomener som overtro – og så er morskaben lissom ødelagt.
    Med hensyn til det første, så er der da kristendom med i de middelalderlige Arthur-fortællinger i varierende grad. Jeg kender Chrétien de Troyes’ version (fra ca. 1165-90) bedst, og her indgår Bibelcitater og kristen teologi som helt selvfølgelige elementer. Lidt senere i middelalderen bliver Arthur til kristendommens forsvarer, og gralen og det runde bord bliver tolket i meget kristne termer. Så der optræder kristne motiver side om side med keltiske – og kristnede keltiske motiver. Zimmer Bradleys tilføjelse eller konstruktion består måske snarere i at – så at sige – dele motiverne ud på personer i fortællingen, så fx Morgaine repræsenterer det keltiske og Guinevere det kristne. Zimmer Bradley og andre moderne udgaver har også tilføjet nogle kristne personer (fx Skt. Patrick hos Hemmer Hansen og biskop Sansum hos Cornwell), som ikke optræder i det middelalderlige persongalleri.

    • Jeppe Büchert Netterstrøm permalink
      10. august 2010 20:51

      Tak for svar, Ane. Jeg må med skam erkende, at jeg ikke har læst de middelalderlige Arthurfortællinger. Jeg har Malory stående i bogreolen, men han ser lang ud.

      Og så tænkte jeg mig vist i det hele taget ikke om, da jeg spurgte om det med forekomsten af kristendom i de middelalderlige Arthurfortællinger. Jeg kunne blot have tænkt på Gralen. Dog var jeg ikke bevidst om det med direkte bibelcitater f.eks.. Mine tanker var vist kredset ind på Zimmer Bradleys fortælling om et modsætningsforhold mellem det keltiske og det kristne.

      Men så vil jeg spørge om noget andet. Hvordan – og hvor eksplicit – fremstår de keltiske elementer i de middelalderlige Arthurfortællinger? Kommer et clash mellem kristendom og det keltiske åbent til udtryk?

Trackbacks

  1. Kong Arthur på TV « Jeppe Büchert Netterstrøm Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: