Julebag
I dag har vi hentet juletræ og bagt pebbernødder efter min farmors gamle opskrift. Det bliver ikke rigtig jul uden disse pebbernødder, synes jeg. De smager af vanille og de adskiller sig en del fra de gængse med brunkagekrydderier. Jeg har ikke set lignende opskrifter på pebbernødder andre steder, så jeg bringer den her:
Valborgs pebbernødder
500 g hvedemel
250 g margarine
125 g sukker
2 hele æg
1,5 tsk bagepulver
0,5 tsk natron
2 tsk vanillesukker
Margarinen smuldres i melet, de øvrige ingredienser tilsættes og dejen samles hurtigt. Dejen trilles til små kugler (de hæver en del) og bages ved 200 grader i ca. 12 minutter. Portionen giver 4 bageplader fulde.
Min farmor tjente fire år som kokkepige på Banken ved Kolding og måske stammer opskriften derfra. Til jul bagte farmor også rigtige brunkager af den slags, hvor dejen skal trække i dagevis inden bagningen. Den opskrift havde hun fra Banken, og jeg har den ikke, men den mindede sikkert om fru Constantins opskrift, som kan findes på Nationalmuseets julesider.
Farmor kunne mange historier fra sin tid på Banken. Bl.a. mødte hun her digteren Nis Petersen. Da han hørte, at hun skulle giftes med min farfar, forærede han hende et eksemplar af Sandalmagernes gade med dedikationen “Nu er gode råd dyre”.
NEJ hvor er det bare en spændende side du har her!
Jeg har lige været i biografen og set Elizabeth – the Golden Age, og som altid bliver jeg nysgerrig efter mere baggrundsviden, og havnede derfor her.
Her skal jeg da sidde og grave, når der er stille dage på jobbet!!
Mvh
Karina
De der pebernødder ik’å? Dem har jeg prøvet! De er ikke så ringe. Nærmest en slags to-i-en, hvor pebernødder minder en om vaniliekranse, synes jeg.
Tak for opskriften.
@ Karina: Tak skal du have. Jeg glæder mig til at se den nye Elizabeth-film, det lyder som om, den er værd at se? Fornylig dumpede jeg ind i en gl. sag med en fuldstændig forrygende Bette Davis over for Erroll Flynn som Essex (The private lives of Elizabeth and Essex). Cate Blanchett plejer også at være god – selv om hun ikke har Bette Davis’ øjne…
@ Jens: Velbekomme!