Slægts-bønnen
– eller: Hvis din familie var en bælgfrugt.
Forleden fandt jeg ind på Frøsamlerne.dk og faldt her over historien om “Kjems-bønnen”: en særlig amerikansk pea-bean, som åbenbart er blevet dyrket af generationer af familien Kjems.
Historien, som kan læses her, er godt fortalt, men jeg læste den med særlig interesse, fordi min farmors slægtsnavn var Kjems og det var hun stolt af. Og den var god nok – en forespørgsel hos min far bekræfter, at familien stammer fra Kjemsgården ved Gram i Sønderjylland, som indgår i historien.
Kort fortalt, så drog Simon Kjems i 1891 til Amerika for at holde foredrag om Grundtvig og her købte han en højskole for 99 cents. Han virkede som højskoleforstander, foredragsholder og præst for den dansk-lutheranske menighed, men allerede i 1895 blev han pludseligt syg og døde. Hans enke og 5 børn tog derefter hjem til Danmark. Men de havde de amerikanske bønner med i bagagen, og de var så gode, at de er gået i arv i generationer.
Min gren af familien nedstammer fra den Hans Kjems, der nævnes som Simon Kjems’ storebror. Han var min farmors morfar. Grundtvigianismen gik i arv til min gren af familien, men bønnerne gjorde vist ikke, selv om min farmors mor, Sigrid, havde en vidunderlig have i Vium, som min farmor ofte talte om. Hendes bror, Herluf Kjems Hansen, var i øvrigt meget interesseret i lokalhistorie og stiftede Kjems-fonden.
Jeg kommer nok ikke selv til at kaste mig over slægtshistorie lige foreløbig, men hvis man har lyst, er der hjælp til at komme i gang hos historie_online og Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger.
Hej …hvor sjovt. Sigrid Kjems er min fars bedstemor – og min oldemor. Sjovt at læse om Kjems-bønnen. Jeg er lige startet med at slægtsforske på min familie.
Jeg har pt. til låns en bog om de slægter, der stammer fra netop Kjems gård (Kjemsgaards Saga). mvh Louise Kjems Kirk-Thomsen:-)