Knud Lavards helgendag
I dag er det Knud Lavards helgendag. Den 25. juni 1170 blev hans knogler taget op af deres grav i Sct. Bendts kirke i Ringsted og lagt i et helgenskrin på kirkens højalter ved en højtidelig handling, bivånet af Absalon, ærkebiskop Eskil, Knuds søn Valdemar d. Store og hans barnebarn, der også hed Knud (senere Knud d. 6.). Begivenheden er gået over i historien som Kirkefesten i Ringsted.
Hermed havde Danmark fået sin anden officielle helgen af navnet Knud. Den første var kong Knud d. Hellige, ham som blev slået ihjel i Odense St. Albani kirke.
Knud Lavard kom også voldeligt af dage. Han blev slået ihjel i skoven ved Haraldsted af sin fætter Magnus, der frygtede ham som rival til kongemagten. Herom mere i et senere indlæg. Indtil da kan man læse om den nedrige udåd hos Saxo (13. bog) og på www.knudlavard.dk.
Men politik var lidt mere spændende dengang, ikke?! 😉
Jo, dødspændende!