Hop til indhold

Jubilæum

1. august 2006

Bloggen har holdt varmeferie, men nu må det være på tide at komme i gang igen. I mellemtiden har jeg bl.a. været på "sommerlejr" for middelaldernørder, kigget på vikinger og leget med min søsters søde børn.

Dette er i øvrigt mit indlæg nummer 50, og i den anledning har jeg tænkt over bloggens fremtid og hvilken slags blog, den skal være. Hyggeblog, nyhedsblog, tøseblog, fagblog? Jeg har meget tilovers for alle slags, men jeg har hverken energien til at lave en nyhedsblog, eller livsstil til en tøseblog… Så jeg er landet på nørdeblog! Fremover kan man forvente (flere) nørdede indlæg om emner, som jeg tilfældigvis ved noget om.

Og jubilæet fejrer vi med følgende nørdede oplysninger om netop "jubilæum". Ordet jubilæum kommer fra middellatin jubilaeum, som igen kommer af det hebraiske jobel, som betyder basun, eller mere præcist vædderhorn. Ifølge 3. Mosebog kap. 25:8-55 skulle hvert 50. år være et helligt år for Moses' folk, og det blev markeret ved, at der blev blæst i vædderhorn på forsoningsdagen. I dette jobelår eller jubelår skulle al gæld slettes, alle slaver sættes fri og enhver vende tilbage til sin ejendom. Profeten Esajas 61:2 kalder dette år for et nådeår for Herren, og Paulus taler i Andet Korinterbrev 6:2 om den nåderige stund. Da Jeronimus oversatte Det gamle Testamente fra hebraisk til latin i årene omkring 400, oversatte han jobel med jubilaeus, og forklarede, at dette annus jubilaeus var et eftergivelsens år.
Ideen om at der er særlige tidspunkter, som er fulde af nåde og eftergivelse, blev taget op i den vestlige kirke i 1100-tallet. I første omgang var det abbed Bernhard af Clairvaux, som i 1146 erklærede, at Det andet Korstog var et jubelår og en nåderig tid for Herren, fordi Han nu indbød ridderne til at kæmpe i korstoget og på den måde vinde aflad.
I år 1300 strømmede pilgrimmene til Rom i troen på, at dette ville være et helt særligt nådeår, og pave Bonifacius VIII erklærede, at alle, der kom som pilgrimme til Rom i dette år, ville få fuld aflad. Siden 1350 har den romersk-katolske kirke holdt jubelår hvert 50. år, siden 1475 hvert 25. år. Det seneste var i år 2000.
Jubelår betyder altså "jubilæumsår", men man kunne nemt få den tanke, at det har med jubel og fryderåb at gøre. Det var en sammenblanding, som man også lavede i middelalderen, for jubel hedder jubilum på latin. Læs mere om aflad her.

No comments yet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: