Smag på renæssancen
I sidste uge var det så min tur til at gå ned med den hærgende influenza, men nu er jeg omsider tilstede både i den virkelige og den virtuelle verden igen. Og godt det samme, for på torsdag går det løs med et arrangement om Renæssancens mad, som jeg har været med til at stable på benene. Det foregår i Skanderborg Slotskirkes krypt, som er et ægte renæssancerum. Den var kælder under (det nu nedrevne) Skanderborg Slot, og blev brugt til mad- og vinkælder under Christian IV, så det er et meget passende sted for begivenheden. Der er foredrag ved Bi Skaarup fra Københavns Bymuseum, og vi dækker et renæssancebord og serverer smagsprøver på postej med høns og kvæder og mandeltærte. Torsdag den 6. april kl. 19 – og det er gratis. Man kan også høre Bi fortælle i denne podcast fra Renæssance 2006 og læse mere om renæssancemad her og her og her.
DET lyder spændende. Håber at jeg får tid til at deltage.
Bi skriver, at kvæder er gået i glemmebogen. Det er nu ikke helt rigtigt.
Jeg har lige plantet 2 nye buske i fjor, og det er da stadig muligt at finde nogle, der laver kvædebrød til jul.
I øvrigt er kvæder en ret stor artikkel i Sydeuropa og Nordafrika.
På Fruit Logistica-messen i Berlin, har kvæder været godt repræsenteret de seneste år, med såvel friske frugter som færdige marmelader og gele’.
Jeg har en fornemmelse af at kvæder er ved at få en renæssance? De optræder ihvertfald i flere trendy, nye kogebøger (Plum, Enna).
Der findes vist både busk-kvæder og træ-kvæder? De første ser man tit i kommunale beplantninger, men kvædetræer har jeg aldrig set. Kan man købe dem i planteskoler?
Ja, Kvæde kan købes i de fleste planteskoler. De lave buske er japanske kvæder. de sætter villigt rodskud. Så kender du en der har dem, kan du sikkert få en stikling.
Der finde æblekvæde og pærekvæde som træ/ høj busk.
Alene blomsten er det hele værd. Rig som æbletræets, men med mere rød tone. Nogle endda helt røde.