Et domkapitel var forsamlingen af præster, eller rettere af kannikker, ved en domkirke . Domkapitlet valgte den nye biskop og bistod ham i forvaltningen af stiftet. Det stod også for at uddanne de nye præster i stiftet – og for at holde gudstjenester i domkirken. (Se evt. Wikipedia om domkapitler.)

Lunds domkirke er grundlagt omkring år 1100, og var sæde for det danske ærkebispestift i middelalderen. Perioden 1274-1400 er en dramatisk tid både for kirken i Lund og for Danmark. I 1274 var den første store ærkebispestrid mellem Jakob Erlandsen og den danske kongemagt netop afsluttet. Men striden mellem ærkebisp og konge bryder ud igen i 1294-1302 under ærkebiskop Jens Grand, og i 1317-1321 under Esger Juul. I 1286 bliver Erik Klipping myrdet, i 1330′erne bliver riget pantsat til de holstenske grever, i 1350′erne rammer pesten første gang. Valdemar Atterdag går i gang med at samle riget, og hans datter Margrethe får samlet hele Norden i Kalmarunionen i 1397… Jo, der bliver nok at se til.

I den anledning er danmarkshistorien.dk i disse dage ved at lægge en række nye artikler om middelalderen i sitets leksikonsektion – om alt fra borge til vandmøller og fra fejder til helgendyrkelse - se en oversigt her.
Opdatering: Magtens segl har nu fået sin egen temaside her.

Jeg havde også engang en hjemmeside, som nu er forsvundet igen-igen. Måske er tiden inde til at genoverveje, hvad det er, jeg vil med siden – og til at få købt et webhotel for mig selv denne gang.

Mens jeg ikke har skrevet i bloggen, så har jeg til gengæld skrevet nogle artikler til www.danmarkshistorien.dk, hvoraf de fire nu er lagt op: om Klostervæsen, Helgendyrkelse, Aarhus domkirke og Mad og drikke i middelalderen.

DR1 sender for tiden anden sæson af BBC-serien “Merlin” om troldmanden og kong Arthur, Guinevere og Morgana som unge ”før de blev legender”. Serien er helt klart lavet til det unge publikum, og at dømme efter kommentarerne på DRs side om “Merlin”, rammer den de danske unge meget godt. Da serien havde premiere i England i 2008 og i USA i 2009 vakte den noget debat blandt Arthur-fans, fordi den behandler de kendte historier meget frit og figurerne er karakteriseret meget anderledes, end vi plejer at se dem. Merlin er f.eks. yngre end Arthur, og Guinevere er en simpel tjenestepige fremfor prinsesse og spilles af en “etnisk” skuespiller (Angel Coulby). Det sidste blev især bemærket, fordi det ikke passer ind i billedet af det “historiske” England “i middelalderen”. (Se f.eks. debatten her og her.)

“Merlin” og legenderne

Allerede de middelalderlige udgaver af Arthur-legenderne er meget forskellige, og det vil være forkert at hævde, at der findes en “rigtig” Arthur, Merlin eller Guinevere. En række moderne forfattere har også givet meget forskellige fortolkninger af figurerne og myterne, flere af dem med stort held, og man kan naturligvis bruge stoffet, som man har lyst. Men man kan godt spørge, om ikke “Merlin”-serien har fjernet sig så langt fra forlæggene, at der stort set ikke er andet end navnene tilbage. Vist nok alle tidligere versioner er enige om, at Arthur vokser op uden at kende sin far, Uther, evt. beskyttet af Merlin, som allerede er en stor troldmand ved Arthurs undfangelse. I serien her hersker Uther i Camelot med Arthur som kronprins, og Merlin kommer til byen som stor og klodset knægt for at gå i lære hos livlægen Gaius.
Ved at ændre på relationerne mellem figurerne, ændrer man også afgørende på dynamikken i historien. Merlin og Arthur har hele tiden nogle voksne at forholde sig til. Det er ikke Arthur selv, som må træffe de svære beslutninger, for det gør hans Fader i rigt mål som den strenge og ikke særligt retfærdige konge, han er. Omvendt er Gaius den positive faderfigur, som hjælper Merlin med at udvikle de magiske evner, som han for alt i verden må holde skjult, fordi Uther har forbudt al magi i sit rige.
Manuskriptforfatterne har sikkert tænkt, at det er lettere for nutidens unge at forholde sig til nogle unge figurer, som må agere i det skjulte og i opposition til “de voksne”. Måske har de ret, men sådan set kunne man godt lave en ungdomsserie, der ligger tættere på originalerne, hvor Arthur bliver konge, da han er omkring 15 år gammel – hvilket ikke var ualmindeligt i middelalderen. (Colin Morgan, som spiller Merlin, og Bradley James, som spiller Arthur, var i øvrigt henholdsvis 22 og 25, da serien startede, så så unge er de heller ikke.)

Kvindefigurerne er blevet fortolket meget forskelligt i nyere romaner, og her får vi endnu nogle bud. Morgana (spillet af Katie McGrath), som plejer at være troldkvinden Morgan Le Fay, er her en af de gode – i hvert fald indtil videre (så vidt jeg kan læse ud af de engelsksprogede sites, har hun også en mørk side). Dronning Guinevere er altså blevet til tjenestepigen Gwen med den mørke hud. Hendes beskedne baggrund forhindrer dog hverken Arthur eller Lancelot i at forelske sig i hende, og dermed er der lagt op til det trekantsdrama, som er et af de centrale motiver i Arthur-stoffet. Netop på grund af affæren med Lancelot er Guineveres figur sammensat og flertydig i de fleste udgaver, og hun må være den af figurerne, som har fået flest nyfortolkninger. Hos Marion Zimmer Bradley er hun en dum gås og (lidt for) from kristen, hos Bernard Cornwell er hun intrigant Isis-dyrker, mens hun hos Eva Hemmer Hansen er en klog iagtager, der søger tilflugt hos Lancelot, fordi Arthur har overdrevent asketiske ideer. “Merlin”-seriens Gwen er sød og måske en lille smule kedelig – i hvert fald i sammenligning med Keira Knightleys amazone i stramt læder i 2004-filmudgaven af King Arthur.

Middelalderbilledet

Alle Arthur-historier foregår i en eller anden ubestemmelig form for “middelalder”, og det er vanskeligt at beskylde nogen af dem for anakronisme, eftersom de oprindelige udgaver selv er anakronistiske. De første fortællinger er skrevet i 1100-tallet og omhandler en sagnhelt, som måske levede engang i 4-500 tallet, efter at romerne havde trukket sig ud af Britannien i 409, og som bekæmpede de invaderende saksere. Adskillige franske og engelske forfattere broderede videre på historierne i middelalderen, kulminerende med Thomas Malorys Le Morte d’Arthur fra 1470, og siden blev de taget op igen i 18- og 1900-tallet. Allerede det middelalderlige stof er altså et sammensurium af keltiske og kristne myter og sagn, fortolket gennem højmiddelalderens riddervæsen og høviske kultur.

Alligevel kan man godt studse lidt over “Merlin”-seriens tidsbillede, som ikke er særlig konsistent. Kostumerne er ikke “ægte” middelalderlige, men har træk fra 1100-tallets klædedragt, mens slottet Camelot og møblerne ligner noget 13-1400-tals gotik.
Det mest slående ved seriens tidsbillede er imidlertid det totale fravær af religion og religiøse institutioner. Der er ingen kirker eller kirkeklokker, og da Uther i afsnit 5 af 2. sæson bliver gift med Catrina, er det åbenbart et rent verdsligt anliggende. Igen er det formentlig for at gøre serien mere salgbar over for et ungt og multikulturelt publikum i mange lande – men det er langt fra “England engang i middelalderen”, hvad enten man tænker på tidlig eller sen middelalder.

I flere af de moderne Arthur-romaner er det ellers netop religionen og konflikten mellem dyrkerne af den gamle, keltiske religion og de nye kristne, der er i fokus. Det gælder alle de ovennævnte; i Zimmer Bradleys Tågerne omkring Avalon er heltinden Morgaine, som er præstinde i en matriarkalsk, keltisk religion. I Cornwells version kæmper Merlin og Nimue for at geninstallere de gamle guder, og i ingen af dem gør de kristne nogen særlig god figur. Heri adskiller de sig en del fra de middelalderlige fortællinger.

Jeg har tidligere skrevet her om TV-serien The Adventures of Sir Lancelot for ungdommen anno 1956 og om Eva Hemmer Hansens udgave her.

Det føles godt at have det hele samlet et sted, og samtidig er jeg glad for at have reddet det hele ud af Smartlog, for systemet er tydeligvis ved at falde fra hianden p.g.a. manglende vedligeholdelse.

SEO-eksperter vil måske sige, at jeg nu bør slette den gamle blog for ikke at konkurrere med mig selv om Google-ranking og den slags. Foreløbig tror jeg nu, at jeg lader den være – også fordi jeg har linket en del indlæg til hinanden, og det vil være helt uoverskueligt at skulle rette alle links til deres nye adresse.

Indlæg tilbage fra januar 2006 kan nu findes via Arkivet eller Kategorierne i menuen til højre. (Her er der så opstået en mindre skønhedsfejl, idet de importerede kategorier står med småt og de nye med stort… men i det mindste kom de med uden problemer.)

Man kan læse mere om den historie i bogen Danske korstog, hvor min gode kollega John Lind har gravet den frem af de ældste kilder. Eller man kan læse en god sammenfatning af den her på Danmarkshistorien.dk i sektionen “Myter i Danmarkshistorien”.

Kulturarvsstyrelsens nye, Danmarkshistoriske site, 1001 fortællinger om Danmark, har også en fortælling om Dannebrog, Stammer Dannebrog fra Antvorskov?. 1001 fortællinger bringer hver dag “dagens fortælling”, som man også kan få tilsendt på e-mail – og i dag var det meget passende denne om Dannebrog (selv om det altså måske slet ikke var på denne dato, vi fik flaget).

Både Danmarkshistorien.dk og 1001 fortællinger er i øvrigt på hver deres måde fremragende eksempler på historieformidling på nettet. Det første har oversigter og uddybende artikler om hele Danmarks historie i godt sprog og med Århus Universitets og Institut for Histories blå stempel. Det andet har små, hurtigt læste og ofte underholdende fortællinger, som knytter sig til sådan cirka 1001 steder i Danmark. Fortællingerne er i udgangpunktet skrevet af 27 “kendte” og 180 eksperter, men enhver har mulighed for at oprette en profil og tilføje sine egne historier og billeder til sitet. 1001 fortællinger er dermed et Web 2.0-site, der forsøger inddrage brugerne i meget større grad, end det vist er set før. Man kan også nøjes med at angive sine favoritsteder og -fortællinger eller bruge sitet til at planlægge en tur rundt i landet. Jeg oprettede en profil for et par dage siden, og der er allerede mange danskere, der har gjort det samme. 1001 fortællinger har en YouTube-kanal her med mere info.

Colorschemedesigner.com kan hjælpe en med at sætte farver sammen og så viser den farvernes hex-koder, som man kan kopiere og sætte ind, hvor man skal bruge dem… Flot grafik og ganske gratis.

Hele befrielsesbudskabet kan læses her hos danmarkshistorien.dk, som blandt meget andet også har lagt “nye” fotografier fra de bevægede dage i Århus i maj 1945 op på siden her. Billederne er i farver og måske er det derfor, de føles så vedkommende. Hvis man kender Århus, er det i hvert fald meget interessant at se, hvordan byen så ud dengang – anderledes, men meget genkendelig, med lysegrønt løv og sprødt solskin ganske som i disse dage.

Det er ikke hvert år, jeg husker at tænde lys i vinduerne den 4. maj, men i aften gør jeg. Gør du? Frihedsmuseet i København og Nationalmuseet samler viden ind om skikken med lys i vinduerne den 4. maj via et spørgeskema her.

Således skriver Valdemar Rørdam om Skt. Bendts kirke i Ringsted i sit digt Berengarias Fletning fra 1915. Noget af det mest fascinerende ved denne kirke er selve det store stenmassiv af brændte tegl og tanken om, at hvis disse sten kunne tale, hvilke historier kunne de så ikke fortælle – om konger og dronninger, munke og borgere, markeder og tingmøder fra middelalderen til i dag.

At en stor del af murværket i dag ikke er det originale, men hidhører fra ni århundreders genopbygninger og restaureringer, er så en anden sag, som arkæologer og arkitekter kan oplyse om. Det rører ikke meget ved det overordnede indtryk af ælde og ærværdighed, som bygningen indgyder. Arkæologerne har også fundet ud af, at teglstenene er fremstillet i Benløse, lige uden for Ringsted. Valdemar Rørdam havde derfor ikke helt ret, da han skrev, at farvespillet i kirkens mure kommer af, at leret er blevet hentet over hele Sjælland, men et smukt billede er det.

Skt. Bendts kirke er en af Danmarks og Nordeuropas allerførste store teglstenskirker. Da kirken blev påbegyndt i 1160′erne, har mursten været det mest supermoderne og prestigefulde materiale – hvilket man måske ikke lige tænker på i dag, hvor mursten er helt dagligdags masseprodukter.

Denne historie om teglet var en af dem, jeg gerne ville bringe frem i lyset i min bog om Ringsted Kloster og Skt. Bendts Kirke – ligesom jeg gerne ville gøre opmærksom på de flotte teglfliser, der er fundet i kirken. Nogle af dem befinder sig i kirkens lille museum i dette skab, hvor de måske ikke gør så meget væsen af sig.

Især de tofarvede fliser nederst er helt specielle. De har smukke mønstre med løver, griffer og liljer af indlagt hvidt pibeler. Den slags fliser var den store mode i England, Frankrig og Nederlandene i 1300-tallet, men i Danmark kendes de stort set kun fra kirken i Ringsted. De er fremstillet lokalt, og munkene i Ringsted Kloster har formentlig fået besøg af udenlandske håndværkere, der har mestret den svære kunst at få det røde og det hvide ler til at binde sammen. Derefter har de udlånt formene og stemplerne til andre kirker på Sjælland, som har fået fremstillet lignende fliser, bare uden pibeleret. Det eneste andet sted i Danmark, hvor der er fundet indlagte fliser er i øvrigt på Øm Kloster, men der har man åbenbart ikke kunnet få pibeleret til at hænge fast.

En kronet løve, fundet i gulvet i Ringsted Kirke – meget passende for en kongelig gravkirke.

Bogen fortæller Ringsted Klosters historie fra grundlæggelsen i 1080′erne til reformationen, hvor klosteret blev kongeligt gods og kirken blev sognekirke for byen. Undervejs berettes om mordet på Knud Lavard i 1131 og hans gravlæggelse i klosterkirken, om Kirkefesten i 1170, om det religiøse liv i klosteret og helgenkulten for Knud Lavard og Erik Plovpenning, om klosterkirkens bygningshistorie og dens funktion som kongelig gravkirke fra Valdemar den Store til Erik Menved. I et afsluttende kapitel, skrevet af museumsleder Kirsten Henriksen, føres historien op til nutiden.

Bogen er udgivet af Historiens Hus – Ringsted Museum, den udkommer 9. april og herefter kan den købes ved henvendelse samme sted (95 sider, kr. 150, eller 200 inkl. forsendelse).